Sydtrafik uddeler reflekser så chaufføren ikke overser dig

Sydtrafik uddeler i disse dage reflekser til sine passagerer, så chaufføren ikke overser dem i de mørke timer og bussen kører forbi dem ved stoppestedet.

Ialt 50.000 reflekser deles ud til Sydtrafiks kunder. Reflekser, som kan ”slås” på armen, en såkaldt slapwrap, skal gøre passagererne mere synlige ved stoppestederne.

Det er en udfordring i den mørke tid, at det kan være svært at se de ventende kunder ved stoppestederne.  Det undgår man, hvis man giver tydeligt tegn til chaufføren, og det hjælper en refleks vældigt meget på, hvis den sidder på den arm, man vinker med, lyder det fra Sydtrafik.

Det er chaufførernes egen ide at uddele reflekser til passagererne, fortæller Sydtrafiks adm. direktør, Lars Berg, til TV SYD.

Reflekser forbedrer trafiksikkerheden for gående, og det er i sig selv en god grund til, at forskellige organisationer uddeler reflekser. Sydtrafik har også en endnu god grund til, at kunderne altid bør give tydeligt tegn til chaufføren.

Det giver nemlig også chaufføren optimale betingelser for at holde ind ved stoppestedet i tide, og dermed bremse roligt op i god tid, så passagererne i bussen ikke bliver udsat for en hård opbremsninger.