TV der bevæger dig

Syg fanget i juristeri

03:20

Brian Flyvholm med alle papirerne i sagen.

1 af 2

Myndighederne har så svært ved at fortolke reglerne om sygedagpenge, at borgerne er retsløse. Det viser en sag fra Aabenraa Kommune.

Brian Flyvholm, Bolderslev, meldte sig syg 20. juli sidste år.

Han havde ødelagt sin ryg. Brian Flyvholm mener, at det gik helt galt med ryggen under et tungt løft 26. maj. To dage efter blev han sagt op med virkning fra 31. maj.

Han begyndte at arbejde for en ny arbejdsgiver, men 20. juli måtte han give op.

Aabenraa nægtede ham sygedagpenge, da han ikke opfyldte kravet om 120 timers beskæftigelse i en uafbrudt periode på 13 uger.

Den afgørelse blev underkendt af beskæftigelsesankenævnet under Statsforvaltningen. Nævnet henviste til en særlig paragraf for arbejdsskadede.

Nu har Ankestyrelsen underkendt beskæftigelsesankenævnet, og kommunen har sendt Brian Flyvholm over på kontanthjælp, som er langt lavere end sygedagpengene.

Arbejdsskadesagen blev først anmeldt i september sidste år, altså flere måneder efter, at Brian Flyvholm blev syg, og sagen er endnu ikke afgjort.

Tilbage til udgangspunktet

Aabenraa Kommune er gået tilbage til sin første beslutning, nemlig at Brian Flyvholm ikke opfyldet det mest elementære krav til at få sygedagpenge.

- Han opfyldet ikke beskæftigelseskravet, siger direktøren for kommunens social- og arbejdsmarkedsafdeling, Peter Barrett.

Beskæftigelseskravet betyder, at man skal have arbejdet i mindst 120 timer inden for en uafbrudt periode på 13 uger før sygdommens indtræden. Det krav kan Brian Flyvholm ikke leve op til, da han blev fyret fra sin forrige arbejdsgiver.

Mangler beviser

Paragraf 34 i sygedagpengeloven siger, at beskæftigelseskravet kan fraviges, hvis man har været udsat for en arbejdsskade.

Den paragraf valgte Aabenraa at fortolke til Brian Flyvholm fordel efter pres fra beskæftigelsesankenævnet.

Nu har socialstyrelsens ankenævn imidlertid fastslået, at paragraf 34 kun gælder, når det er bevist, at der har været tale om en arbejdsskade. Og det bevis mangler, da arbejdsskadesagen ikke er afgjort.

Brian Flyvholm må nu leve af konens indtægt og en beskeden kontanthjælp, da han stadig er sygemeldt.

Han kan kun håbe på, at han får anerkendt sin arbejdsskade.

Eneste trøst: Han slipper for at betale det sidste års sygedagpenge tilbage.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App