Sygehus åbner dørene

Få gips på din arm, se hvordan reddere og læger hjælper dig fra skadestedet til modtagelse i traumestuen. Det er blot nogle af mulighederne lørdag, hvor Sydvestjysk Sygehus Esbjerg slår dørene op og inviterer alle interesserede indenfor.

Der er rundvisninger i operationsstuer, undersøgelsesrum, afdelinger og i nogle af de nye afdelinger, der er ved at blive bygget og ombygget. De besøgende kan møde repræsentanter for stort set alle afdelinger i huset og prøve mange forskellige aktiviteter på standene, for eksempel at operere et kunstigt knæ, høre om ernæring, genoptræning, kunstige led, intensivbehandling og meget mere.

Sydvestjysk Sygehus er det primære sygehus for 220.000 syddanskere. Det betyder, at der årligt indlægges cirka 40.000 patienter, mens 300.000 aflægger besøg på ambulatorierne.

Akutsygehuset i Esbjerg er i fuld gang med at blive udbygget. Regionsrådet i Region Syddanmark afsatte for seks år siden 600 millioner til udbygninger og moderniseringer af akutsygehuset, da regeringens ekspertudvalg sagde nej til at afsætte penge til projektet.

I Esbjerg bygger Region Syddanmark et nyt laboratoriehus, der samler alle laboratoriespecialerne. Det nye hus er forbundet med hele sygehuset, så blodprøver og lignende hurtigt kan sendes afsted ved hjælp af rørpost.

Derudover bygger regionen en ny dialyseafdeling og en helt ny sengebygning med enestuer til alle patienter. Samtidig bliver de gamle bygninger renoveret, så alle patienter i 2018 bliver behandlet i moderne og tidssvarende omgivelser