Sygehus-ansatte fyres i Københavns-området - men klarer frisag her

De danske regioner kæmper med millionunderskud - og i hovedstadsområdet er der allerede sket afskedigelser. Så slemt går det ikke i region Syddanmark

Sygehusene i Region Syddanmark har et underskud på ca. 100 millioner kroner - penge som skal findes i løbet af i år.

Der bliver dog ikke tale om at fyre personale, siger regionsrådsformand Carl Holst.

Men nogle ansatte vil opleve at blive flyttet til andet arbejde - eventuelt også til et andet sygehus.

De samlede sundhedsudgifter i Region Syddanmark er 18 milliarder kroner - og derfor er 100 millioner kroner under en procent af de samlede udgifter. 

Sygehusene i Region Midtjylland skal finde en halv milliard kroner, og i region Hovedstaden blev der forleden fyret over 100 sygehus-ansatte, men det slutter ikke med det: Der skal fyres 800.

Besparelserne har udløst et politisk pres på sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

SFs formand, Villy Søvndal, opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen til at fyre sundhedsministeren.

- Sundhedsministeren arbejder for, at privathospitalerne kommer til at spille en større rolle, og han har sagt, at han intet har imod, at de private sætter sig på halvdelen af vores sundhedsvæsen. Den indstilling er helt forkert, siger Villy Søvndal.

De Radikale vil ændre systemet, så sygehuse ikke straffes økonomisk ved at yde den bedste og mest effektive behandling, siger sundhedsordfører Lone Dybkjær.

- Jeg mener, at vi skal lave systemet om. Vi bliver nødt til at give sygehusene en reel mulighed for at prioritere, siger hun.

Dansk Folkeparti ønsker en redegørelse, siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl.

- Det skal kunne betale sig for hver enkelt afdeling af give den en ekstra skalle. Nu får vi at vide, at sådan er det ikke, og derfor må regeringen komme med en tilbundsgående redegørelse, siger han til Politiken