Sygehuse i Aabenraa bliver både dyrere og forsinkede

Byggeriet akutsygehuset og det psykiatriske sygehus i Aabenraa bliver begge forsinket. Dertil kommer, at byggeriet af første fase af det nye akutsygehus bliver op til 30 millioner kroner dyrere end først forventet.

Byggeriet af den første del af akutsygehuset ? den såkaldte Fase 1 ? vil komme til at koste mere og har taget længere tid end totalrådgiverne Creo Arkitekter og Aarhus Arkitekterne havde lagt op til.

Årsagen til forsinkelsen og fordyrelsen er mangelfuld planlægning og fejl og mangler i projektmaterialet fra totalrådgiverens side samt dårligt byggevejr med meget regn og en lang vinter mellem 2012 og 2013.

Regionsrådet i Region Syddanmark bliver hvert kvartal orienteret om sygehusbyggerierne i regionen. På regionsrådsmødet i december 2013 fik regionsrådet besked om, at byggeriet i Aabenraa bliver forsinket, og at forsinkelserne kommer til at betyde, at Fase 1 måske først kan tages i brug i slutningen af oktober 2014.

Efterfølgende har totalrådgiveren orienteret sygehusbyggeriets styregruppe om, at byggeriet også bliver dyrere.

Forsinker også psykiatribyggeriet

Forsinkelsen på fase 1 af akutsygehuset får betydning for fase 1 af psykiatribyggeriet i Aabenraa, som omfatter et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium på cirka 2.000 kvadratmeter. En del af ambulatoriet skal være integreret i somatikkens familiehus. Ambulatoriet var planlagt til at stå færdig i januar 2014, men forsinkelse på fase 1 af somatikkens projekt skubber indflytningen til juni 2014.

Også opstarten af fase 2 af psykiatribyggeriet er forsinket. Fase 2 omfatter opførelse af alle øvrige psykiatriske døgnfunktioner og ambulatorier. Forsinkelsen betyder, at fase 2 er klar til indflytning i juni 2015. Forsinkelsen er på cirka fire måneder og skyldes primært forsinket opstart af betonelementleverancen. Der er rejst to voldgiftssager i sammenhæng med psykiatrisygehusets byggeri.

- Det er ærgerligt, at psykiatrisygehusets byggeri forsinkes, men vi gør selvfølgelig alt for at begrænse konsekvenser og gener. Der er udarbejdet en ny tidsplan for fase 2, og vi ser nu frem til tage det flotte nye byggeri i brug i sommeren 2015, siger formand for psykiatri- og socialudvalget Thies Mathiasen (DF).

Forretningsudvalget og medarbejderne i psykiatrien er orienterede om forsinkelsen, der ikke berører patienterne. De vil fortsat blive behandlet der, hvor de plejer. De må dog vente lidt længere på at få glæde af de nye faciliteter i Aabenraa. Region Syddanmark forventer ikke på nuværende tidspunkt, at psykiatribyggeriet bliver dyrere end planlagt.