Sygehusene gør ikke ordentligt rent

Kun et af de syd- og sønderjyske sygehuse lever helt op til regionens mål for rengøringen. Dog har rengøringspersonalet forbedret sig.

Der er fortsat ikke rent nok på alle sygehusene i Region Syddanmark. Det viser den nyeste, halvårlige kontrol, der er lavet i foråret.

Ifølge kontrollen er der rent, når det professionelle rengøringspersonale har været på arbejde. Mens der ofte er for snavset, når sundhedspersonalet selv skal gøre rent. Her dumper rengøringen på Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland og Odense Universitetshospital.

quote

Jeg forventer, at sygehusene løfter niveauet

Poul-Erik Svendsen (S), formand for regionens sundhedsudvalg

- Vi har fået en tilbagemelding fra sygehusene om, at de kan håndtere opgaven, men at det tager tid at komme op på det ambitionsniveau, som vi i fællesskab har sat os. Det respekterer vi og lytter til, og derfor forventer jeg også, at sygehusene løfter niveauet, siger Poul-Erik Svendsen (S), som er formand for regionens sundhedsudvalg.

Tilfreds med de professionelle

Kun Sydvestjysk Sygehus og de psykiatriske afdelinger består kontrollen, når det handler om sundhedspersonalets egen rengøring. Sundhedspersonalet rengør typisk selv medicinsk udstyr og rullevogne.

quote

Der er grund til at rose rengøringspersonalets indsats og arbejde med at forbedre sig

Poul-Erik Svendsen (S), formand for regionens sundhedsudvalg

Som nævnt går det godt, når rengøringen foretages af det professionelle rengøringspersonale, som står for langt hovedparten af rengøringen.

- Rengøringspersonalet har formået at levere rengøring på et højt niveau, og jeg er meget tilfreds med at se deres udvikling. Der er alt mulig grund til at rose rengøringspersonalets indsats og arbejde med at forbedre sig, siger Poul-Erik Svendsen.

Farlige infektioner

Hvert år dør cirka 3000 patienter af infektioner, de har fået på danske sygehuse, og mange andre bliver syge. Derfor er der ekstra fokus på rengøringen.

Kontrollerne i Region Syddanmark bliver foretaget af det eksternt firma Dansk Servicerådgivning.