Sygeplejerske, betjent eller misbruger: Hvad vælger du?

6. og 7. klasser fra hele Billund Kommune samles i dag i Grindsted. Temaet er Du vælger selv, og arrangementet skal vise de unge, hvilke konsekvenser de forkerte valg kan få.

Et skuespil om en pige, der får taget et nøgenbillede, en sygeplejerskes fortælling om en ung gut, der har taget stoffer, anekdoter fra en politibetjent og en misbrugers historie.

quote

Jeg synes, at det er vigtigt for os unge, fordi vi skal vide, at der er konsekvenser ved at lægge sådan nogle billeder ud på nettet.

Maja Mette Aalund Olsen, 7. klasse, Grindsted

Du vælger selv. Det er det overordnede tema, og budskabet til eleverne, der er tilskuere og deltagere i de forskellige værksteder. Det er elever fra 6. og 7. klasser fra hele Billund Kommune, der deltager i arrangementet, der skal få unge til at tænke over de valg, de tager, og hvilke konsekvenser de kan få.

Maja Mette Aalund Olsen og resten af syvende klasse skal først se skuespillet om pigen og nøgenbilledet – og det gør indtryk.

- Jeg synes, at det er vigtigt for os unge, fordi vi skal vide, at der er konsekvenser ved at lægge sådan nogle billeder ud på nettet, sende dem og i det hele taget tage sådan nogle billeder, siger Maja Mette Aalund Olsen til TV SYD.

​​​Arrangementet har gjort stort indtryk på syvendeklasseseleven Maja Mette Aalund Olsen. 
​​​Arrangementet har gjort stort indtryk på syvendeklasseseleven Maja Mette Aalund Olsen. 
Foto: John Melin, TV SYD

Et misbrugsforebyggende projekt

Arrangementet skal gøre eleverne opmærksomme på de mange fristelser og farer, der lurer, og hvad man kan gøre for at undgå at falde i fælden. Det er Lions Billund-Grindsted der står bag. 

quote

Kan vi sørge for, at bare en eller to elever ikke falder i eller bliver fristet, så er vores formål nået.

Julius Gittesen, udvalgsformand, Lions Billund-Grindsted.

- Vi vil gerne gøre en forskel. Kan vi sørge for, at bare en eller to elever ikke falder i eller bliver fristet, så er vores formål nået. Vi regner ikke med, at vi kan frelse verden, men vi håber, vi kan give de unge mennesker noget at tænke over, siger udvalgsformand Julius Gittesen, der også er tidligere lærer.

Maja Mette Aalund Olsen synes da også, at hun har fået en hel masse at tænke over. Især den tidligere misbrugers historie har givet stof til eftertanke.

- Vi får et indblik i, hvor galt det kan gå, når man hører en mand, der har været igennem så meget. Jeg har rigtig stor respekt for ham, og den historie kommer jeg til at huske mange år fremover, fortæller hun efter foredraget.

I forbindelse med skuespillet var politiet også forbi og snakke med de unge om nøgenbilleder, hvordan man reagerer, når man får et - og om man i det hele taget må dele det på nettet.
I forbindelse med skuespillet var politiet også forbi og snakke med de unge om nøgenbilleder, hvordan man reagerer, når man får et - og om man i det hele taget må dele det på nettet.
Foto: John Melin, TV SYD

En pille – store konsekvenser

Hos sygeplejersken hører eleverne, hvordan det går, når man drikker for meget og skal til udpumpning, eller hvad der kan ske, hvis du har taget stoffer.

- Jeg tænkte ikke over før, at en pille kan gøre så stor skade, men det kan den. Du har jo ingen idé om, hvad der er i pillen, siger syvendeklasseseleven.

Og arrangementer har været en succes, mener Maja Mette Aalund Olsen.

- Det er så vigtigt, at alle unge – og ældre hører det her. Det sker jo over alt og hele tiden.