Sympati og gaver til kræftsyg dreng

En familie fra Aabenraa fortalte fredag i TV SYD om deres femårige kræftsyge søn, Tobias, som havde fået stjålet mobiltelefon, playstation og pc. Siden er det strømmet ind med søde ord og donationer.

Den kræftsyge dreng blev bestjålet, mens han var indlagt til behandling på Odense Universitetshospital. Under tyveriet mistede han desuden omkring 1.000 private billeder af familien, der var på hans pc.

Omtalen af det hjerteløse tyveri, har fået seere til at reagere. Det er strømmet ind med sympati og en lang række helt ukendte personer og virksomheder har tilbudt Tobias Ipad, playstation, Iphone, harddisk og penge.

Den 5-årige dreng er i dag på Rigshospitalet sammen med sin mor. Han er startet et stråleforløb, der måske gør ham rask igen.

Familien er meget rørt over al den sympati og alle de gaver Tobias har modtaget.