Syriske rappere viser ny side af flygtninge

Folkeskoleeleverne på Bredsten/Gadbjerg Skole kastede onsdag med håndtegn og lærte at rappe, da gruppen Refugees of Rap med to syriske rappere var på besøg.

Da den syriske grænsevagt åbner bagsmækken i bilen, holder Mohamed og Yaser Jamous vejret. Mellem boksershorts og T-shirts har de to syriske brødre gemt en harddisk fyldt med regimekritiske rap-tekster. Mohamed og Yaser, der er bedre kendt som ‘Refugees of Rap’, flygtede ud af Syrien, da deres lydstudie blev saboteret, og dødstrusler tikkede ind i deres mailbokse.

Onsdag var de to, Yaser Jamous og Mohamed aka. James fra rapgruppen Refugees of Rap, så på besøg i en folkeskoleklasse på Bredsten/Gadbjerg Skole. Her lærte de eleverne om rapmusik og gav også nogle prøver på deres egen kunnen.

 - Førhen lavede vi workshops i Syrien, hvor det handlede om, hvordan man kunne lægge sin energi i papiret og lyrikken og dermed holde sig væk fra våben. Her i Danmark er der ikke krig, så det handler i stedet for om at tænke ud af boksen, siger Yaser Jamous til TV SYD.

 

Et andet element i undervisningen var at vise en anden side af de syriske flygtninge, end den eleverne på skolen bliver præsenteret for i medierne.

- Fordomme baserer sig på uvidenhed. Når de unge står ansigt til ansigt med mennesker fra lande, de kun har hørt om i medierne, får de justeret deres forestillinger. Og det er særdeles aktuelt, at der sættes fokus på Syrien, siger Erik Grønfeldt, der er pædagogisk konsulent i Vejle Kommune.

Det er Images Ung under Center for Kultur og Udvikling, som har inviteret de syriske rappere til Danmark. Images Ung har siden 2010 inviteret kunstnere fra Asien, Afrika og Mellemøsten til Danmark for at skabe globalt udsyn på skoler i hele landet.