Syv borgmestre siger nej til ny bro

I et åbent brev til transportministeren og Folketingets transportudvalg og finansudvalg argumenterer seks borgmestre fra Trekantområdet for, at en tog-bro over Vejle Fjord er unødvendig. I dag får de opbakning fra endnu en "borgmester", nemlig regionsformand Carl Holst.

Borgmestrene peger i deres brev på, at fremtidens togdrift kan hjælpe til at fremme væksten i Vestjylland - nemlig ved at indføre timedrift til Herning - med forbindelse til Billund Lufthavn.

- Vi bakker fuldt ud op om intentionen bag planen og er overbeviste om, at Timemodellen vil være et stort aktiv for mobiliteten generelt og for den kollektive trafik i særdeleshed, skriver de seks borgmestre. Vi finder det samtidig afgørende, at de beslutninger, der tages, er fremtidssikrede og understøtter de danske vækstpotentialer mest muligt.

Alternativer

Trekantområdet Danmark - der består af Vejle, Fredericia, Kolding, Billund, Vejen og Middelfart kommuner - har bedt et konsulentfirma regne på alternativer til regeringens højtbesungne Timemodel. Den skal sikre, at det i fremtiden kun tager en time at komme mellem landets fem største byer.

Afskærer 4. største station

Men regeringens plan kræver en bro til fire milliarder over Vejle Fjord.

- Broen over Vejle Fjord vil afskære landets 9. største by, der samtidig er den 4. største station vest for Storebælt, fra det fremtidige hovedbanenet. Broen vil også reducere muligheden for at anvende erhvervshavnen i Vejle, noterer borgmestrene.

Konsulentfirmaet har regnet på, om tidsbesparelsen på en tur fra Odense til Aarhus kan nåes på alternative måder.

Og de otte minutters kortere rejsetid kan opnås på andre måder.

- En forlængelse af den påtænkte nye bane over Vestfyn, så den videreføres i en ny 250 km/t forbindelse over Lillebælt (giver ca. 7 minutter)

- Kortere videreførelse af ny bane over Lillebælt ? og mindre ambitiøs (200 km/t) ? giver ca. 5 minutter

- Shunt udenom Horsens (giver godt 2 minutter)

- Accept af at 1 time mellem Odense og Aarhus kan være 58-60 minutter og ikke 55 minutter, som regeringen lægger op til.

Den gamle bro

Den gamle Lillebæltsbro er taget med i regeringens planer. Det mener Trekantområdet Danmark er urealistisk. Konsulentfirmaet henviser til de problemer, som opstod omkring Storstrømsbroen.

Derfor vil en ny Lillebæltsbro til tog - som forlængelse af en højhastighedsbane på Vestfyn - gavne flere passagerer. Og her vil togfolket hente fem minutters rejsetid, fremgår det af notatet.

En ny bro over Lillebælt vil koste 2,6 milliarder kroner mere end en togbro over Vejle Fjord. Men analysen konkluderer, at selv om rejsetiden bliver knap fire minutter længere end med en bro over fjorden, vil der være andre fordele ved den alternative løsning.

Billund lufthavn

Borgmestrene peger i deres brev også på, at en bevarelse af ruten over Vejle vil give mulighed for fremtidig tog-betjening mod Herning efter time-modellen. Og borgmestrene understreger, at det vil være vigtigt at tænke Time-modellen og fremtidens togbetjening af Billund Lufthavn sammen.

I aften bringer TV Syd et interview med regionsformand Carl Holst, der er til Venstres landsmøde i Odense. Han støtter de seks borgmestres henvendelse til transportministeren.

Du kan læse hele notatet i faktaboksen. Sammen med borgmestrenes åbne brev.

Åbent brev Det åbne brev til Trasnportministeren, Folketingets Transportudvalg og Finansudvalget:

 

 

Konsulentfirmaets notat: