Syv måneders fængsel for kniv-røveri mod supermarked

30-årig kvinde erkendte i grundlovsforhøret og fik en straksdom

Det var en presserende narkogæld, der i går fik en 30-årig kvinde fra Haderslev til at begå røveri mod Kiwi i Jels med en kniv.

- Hun skyldte penge, der skulle betales i dag fredag. Det fik hende så til at begå røveriet, da hun ikke havde pengene, siger anklager Tanja Fogt til TV Syd.

Kvinden blev anholdt blot elleve minutter efter røveriet. Hun indrømmede da også røveriet med det samme i dagens grundlovsforhør. Derfor fik hun en straksdom på syv måneder.

- Vi havde bedt om otte måneder, så det er tilfredsstillende, siger Tanja Fogt.

Den 30-årige kvinde blev kørt direkte tilbage til arresten, hvor hun skal være, indtil hun skal afsone. Retten mente nemlig, der er begrundet mistanke for, hun ville gentage røveriet for at skaffe sig pengene til narkogælden.