Tårnfalke og natugler skal bekæmpe rotter på rastepladser

Tårnfalke og natugler bliver nu sat ind i jagten på rotter, som er en plage på flere rastepladser ved motorvejene - bl.a. Ejer Bavnehøj og Skærup på E45.

Kasserne bliver foret med hø, så de er attraktive for rovfuglene. Og det er Vejdirektoratets håb, at tårnfalkene og natuglerne vil indrette bolig i kasserne og derfra jage de rotter, der plager rastepladserne, hvor der er meget fristende affald og madrester tilgængelig for rotterne. 

Rastepladsen her på Ejer Bavnehøj er plaget af rotter.
Rastepladsen her på Ejer Bavnehøj er plaget af rotter.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

- Vi har i de senere år haft problemer med rotter ved flere rastepladser i det østjyske. Derudover er der andre rastepladser, hvor rotterene tidligere har været – og hvor vi frygter, at de vender tilbage. Vi kæmper en hård kamp mod disse skadedyr, og nu aktiverer vi altså også naturens egne våben imod dem i form af nogle af vores mest kendte rovfugle, siger biolog Niels Krogh Kristensen fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. 

quote

Vi kæmper en hård kamp mod disse skadedyr, og nu aktiverer vi altså også naturens egne våben imod dem i form af nogle af vores mest kendte rovfugle.

Niels Krogh Kristensen, biolog, Vejdirektoratet 

Derudover fortsætter Vejdirektoratet i øvrigt også med sin sædvanlige rottebekæmpelse på rastepladserne. Dette sker blandt andet ved hjælp af bokse, som der kan udlægges gift i, hvis der opdages rotter eller mus på stedet.  

Vejdirektoratet udskifter også samtlige skraldespande til rottesikre modeller og fjerner tætte beplantninger med tjørn eller slåenbuske, så rotterne ikke kan gemme sig, ligesom rottegange i bevaringsværdig beplantning sprænges eller ødelægges på anden vis.  

Hvis forsøget med rovfuglene er en succes, vil Vejdirektoratet overveje at udvide det til andre rastepladser. Forsøgsperioden løber i 2018 og 2019.