Tåspidser i særklasse gæster Sønderjylland

Den Kongelige Ballet er på vej rundt i det danske sommerland. Tirsdag er danserne i Sønderborg.

Tirsdag klokken 19.00 går balletten i gang på scenen i Slotsparken ved Sønderborg Slot.

Jeg vil opfordre alle til at komme. Det er ikke en stiv aften. Musikken spiller, danserne optræder og imens sidder man med sin mad og gode selskab.

Sønderborg er et fast stop på ruten, når den kongelige ballet drager ud i sommerlandet for at vise højdepunkter fra ballettens repertoire. Faktisk er det 11. gang, at Sønderborgerne får gratis balletoplevelser i det fri. Til stor glæde i byen.

- Den Kongelige Sommerballet passer til alle mennesker, der har lyst til en hyggelig aften. Det er helt nede på jorden, for man har tæpper og picnickurv med, fortæller projektleder hos Sønderborg Event, Tanja Zeba, i en pressemeddelelse til TV SYD.

12 kongelige balletdansere leverer dansehøjdepunkter fra den forgangne og kommende sæson. Fra den romantiske Romeo og Julie til festscenen i Napoli og Frank Sinatras That’s Life i Come Fly Aaway.

Målet er, at gøre specielt yngre mennesker og børnefamilier interesseret i ballet.

- Jeg vil opfordre alle til at komme. Det er ikke en stiv aften. Musikken spiller, danserne optræder og imens sidder man med sin mad og gode selskab. Har man aldrig set ballet før, så er muligheden her nu – ganske gratis, opfordrer Tanja Zeba.

Sommerturnéen veksler mellem ballet og opera. Sidste år og i år turnerer balletten i det danske sommerland. De næste to år er det Den Kongelige Opera, der tager på tur.

Den Kongelige Sommerballet gæster fem byer på årets sommerturné. Balletten lagde søndag ud ved Vigehavn i Svaneke på Bornholm. Efter Sønderborg Slot går turen onsdag den 8. juni videre til Dallund Slot i Søndersø på Fyn. Torsdag den 9. juni kan balletten opleves i Strandparken i Holbæk og fredag på Fredens Eng på Christiania. Alle dage klokken 19.

Sidste udendørsoptræden bliver efter sommerferien. 20. august klokken 16 på Ofelia Plads i København.

Se programmet og danserne på Det Kongelige Teaters hjemmeside.