TV der bevæger dig

Taber-elever blev gjort til vindere på et halvt år

02:11

Oliver Helmerskov: - Det var befriende at nå mit mål. Nu gælder det om at holde fast.

1 af 2

Syv af otte elever i 9. klasse på Østerbyskolen i Vejen har vundet over dem selv. De er blevet erklærede egnede til at gå videre med en ungdomsuddannelse.

For bare et halvt år siden blev de udpeget som tabere.

En af dem var Oliver Helmerskov på 16 år. Han kom for sent i skole fire dage om ugen og brugte det meste af sin tid foran en spillekonsol med usund mad ved hånden.

Han har deltaget i skolens mønsterbryderprojekt sammen med to andre drenge og fem piger.

I dag har Oliver Helmerskov en hel anden hverdag.

Han møder til tiden hver dag, passer både skolen, tre ture i motionscentret om ugen og et fritidsjob i Netto.

Lærer og vejleder Charlotte Gabelgaard har mandsopdækket eleverne for at holde dem til ilden. Hun har dyrket sport med dem en gang om ugen, holdt opfølgende møder med dem hver uge, haft kontakt med familien, været på ture med eleverne ? og i det hele taget været klar til at tale med dem 24 timer i døgnet.

Konsekvens

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er den nære kontakt, der er nøglen til, at det er lykkedes. At der bliver handlet lige med det samme, hvis de ikke møder til tiden eller glemmer en aftale ? det er ikke om tre dage, det er nu. Og så at de kan mærke, at man vil dem, og også er dér til at glæde sig med dem, når noget er gået godt, siger hun.

De unge var dygtige til at skabe konflikter, og når det hele blev for meget, stak de af.

- Nu har de lært at blive og tage dialogen, og de har fundet ud af, at det er noget sjovere at komme i skole, hvis man er forberedt, siger Charlotte Gabelgaard.

Oliver Helmerskov har valgt at blive social- og sundhedsassistent, fordi hans morfar ikke havde det godt på det plejehjem, hvor han tilbragte sin sidste tid.

- Jeg holdt virkelig meget af ham, og jeg vil ikke have, at andres bedsteforældre skal have det sådan. Jeg kan rigtig godt lide ældre mennesker, og jeg føler mig rustet til at tage mig af dem, fortæller han.

En enkelt pige klarede ikke at blive uddannelsesparat. I stedet har hun fået en praktikplads for resten af året og tager på efterskole næste år.

De syv, der nåede målet, bliver belønnet med en tur til London.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden