Tabersag koster Kolding dyrt

Sygedagpenge-sager skal gå om. Fejl koster Kolding Kommune og Falck Jobservice 824.000 kroner ifølge opgørelse til 3F.

Udgiften skyldes advokatbistand. Blandt andet har advokatfirmaet Bech-Bruun modtaget knap 366.000 kroner i forbindelse med klagesager, som kommunen har tabt på stribe, fordi den har ladet Falck-ansatte ulovligt fratage borgere deres sygedagpenge.

Skatteborgerne betaler for fejlen

De tårnhøje advokatudgifter fremgår af en opgørelse, som Kolding Kommune har fremsendt til Fagbladet 3F. Ifølge redegørelsen hænger skatteborgerne på størstedelen af regningen.

Ærgerligt

Om regningen til borgerne siger Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) til JydskeVestkysten:
- Det er ærgerligt at bruge penge, når man taber en sag.
146 sygedagpengesager skal nu gå om. Størrelsen på regningen for de ekstra sagsbehandlingstimer kendes endnu ikke, oplyser kommunen.