Der opstår let farlige situationer i vintertrafikken, når is og sne river sig løs fra lastbilers tage og flyver rundt til fare for andre trafikanter.
Og ofte så oplever bilister magtesløshed, hvis deres ruder bliver ramt af nedfaldende isklumper. Kort før klokken 07 torsdag morgen reagerede en bilist dog hurtigt og satte efter en udenlandsk lastbil, der havde tabt en klump og ramt den bagvedkørendes forrude.
- Den ramte bilist fik selv overhalet og stoppet lastbilen på en afkørsel ved Vojens, hvorefter vi kom til stede og ordnede resten. Chaufføren fik en bøde til øjeblikkelig betaling og en forsikringssag med sig hjem, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.
Han opfordrer til, at alle trafikanter - uanset deres køretøjs størrelse - sørger for, at sne og is er fjernet inden kørslen. Det er vigtigt både for trafiksikkerheden og for at undgå en bøde.
Husk snebroerne
I værste fald kan det ud over bøden også koste en betinget frakendelse af kørekortet, hvis man kører med is og/eller sne på taget eller på ladet.
Derfor opfordrer vognmændenes danske organisation ITD med hjemsted i Padborg til, at chaufførerne bruger de snebroer, der er til rådighed langs det danske vejnet. Snebroerne gør det let at fjerne både sne og is fra lastbilerne.
De offentlige snebroer kan ses på hjemmesiden www.snebroer.dk.