Tabte 275.000 på handel med kommune

Lars Lauridsen er godt gammeldags gal i skralden. Han har tabt 275.000 kroner på en grundhandel med Vejle Kommune.

I dag sidder han i et nyopført hus i en kommunal udstykning i Børkop. Kommunen har netop nedsat prisen på en tilsvarende nabogrund med 275.000 kroner.

- Nu er vi stavnsbundet til huset, hvis vi ikke binder 275.000 kroner i halen på en eventuel handel, konstaterer Lars Lauridsen.

Markedsudviklingen

Han er klar over, at ejendomspriser går op og ned, og at Vejle Kommune ikke kan drages til ansvar for, at han har købt for dyrt.

- Men jeg er skuffet. Kommunen skulle have meldt den rigtige pris ud fra starten eller givet os økonomisk kompensation, mener nybyggeren i Børkop.

Stort set alle kommuner har nedsat prisen på byggegrunde. I Vejle Kommune er prisen på 92 grunde nedsat mellem 14 og 38 procent.

- Jeg forstår godt, at Lars Lauridsen er sur. Det ville jeg også have været, men kommunen er nødt til at følge markedsudviklingen, siger juridisk chef i Vejle Kommune, Steen Jørgensen.