Tag stolen med hjem fra Hinterseer-koncert

Den østrigske slager-konge, Hansi Hinterseer, synger i det fri ved Fængslet i Horsens i slutningen af juli. Og arrangørerne har købt 5000 stole, som er med i billetten.

- Når koncerten er slut, kan alle tage deres Hansi-stol med hjem. Så stolene, som vi har udviklet i samarbejde med Hansi Hinterseer, bliver et utraditionelt minde om koncerterne, siger Frank Panduro.

Koncerten i Horsens er planlagt til 26. juli, og gentages dagen efter i Kongens Have i Odense, hvor der også er 5000 stole parat.

Hansi Hinterseer, som fyldte 60 for et par uger siden, har for længst placeret sig som ikke kun Østrigs, men også Danmarks slagerkonge.

Siden Horsens & Friends i 2010 første gang hentede ham til Danmark, har han forkælet sine nordlige fans med en række koncerter. Bl.a. i den kommende uge.

- Koncerterne i Forum Horsens og Aalborg Kongres & Kulturcenter er udsolgte, og i Forum København er der kun ganske få billetter tilbage. Derfor var der ikke så meget at betænke sig på, da Hansi Hinterseer og hans faste orkester Das Tiroler Echo tilbød at komme til de to udendørs sommerkoncerter, siger Frank Panduro.

- Jeg glæder mig allerede, siger Hansi Hinterseer. I Østrig har vi mange og gode traditioner med open air-koncerter, og vi satser på, at vi kan tage den hjertevarme stemning fra Alperne med til Horsens og Odense.

Også Frank Panduro glæder sig:

- Jo, for jeg kender disse koncerters publikum som dejligt. Og det bliver stort at se to gange 5000 glade mennesker i en rigtig Hansi-stol - med øl-holder!