Tage kørte i et hul i vejen: Efter fire år får han erstatning

Tage Madsen kom til skade på grund af et hul i vejen. Det er kommunens ansvar, har Vestre Landsret nu slået fast.

En dag i januar 2014 cyklede 66-årige Tage Madsen på Snabevej ved sit hjem øst for Haderslev.

Der lå sne på vejen, så vejens mange og store huller var dækket til.

På et tidspunkt kørte Tage Madsen i et af hullerne, så han væltede og kom slemt til skade med sin højre skulder.

Tage Madsen er selvstændig elektriker, og da han kom til lægen, blev det konstateret, at han havde revet flere ledbånd over i sin højre skulder.

- De sagde, jeg ikke kom til at arbejde som elektiker mere, siger Tage Madsen til TV SYD.

- Det er vil derfor, vi betaler vores skatter

Nu har han fået rettens ord for, at uheldet var Haderslev Kommunes ansvar; Vestre Landsret har slået fast, at det er kommunernes ansvar at vedligeholde vejnettet.

Derfor skal Haderslev Kommune betale egne sagsomkostninger samt et beløb på 82.000 kroner til dækning af Tage Madsens omkostninger i form af retsafgifter, advokat og udgifter til en skønsmand.

- Vi tager afgørelsen til os. Vi har også ændret vores procedure for at få lappet huller i asfalten. Vi tilstræber, at der kun går ganske få dage, fra vi får et praj om et hul, til vores lappehold dukker op og lukker det med ny asfalt, siger Benny Bonde (LA), der er formand for Haderslev Kommunes udvalg for plan og miljø, til TV SYD.

Tage Madsen er glad for, at ansvaret efter fire år nu er placeret:

- Jeg synes, det er i orden de (kommunerne, red.) har ansvaret. Det er vel derfor, vi betaler vores skatter, siger han.

Hullet Tage Madsen faldt i, før Haderslev Kommune reparerede det en måned efter uheldet i 2014.
Hullet Tage Madsen faldt i, før Haderslev Kommune reparerede det en måned efter uheldet i 2014.

På trods af lægernes dom lykkedes det Tage Madsen at kæmpe sig tilbage til arbejdet som elektriker.

- Jeg skal altid vurdere, i hvilken højde mit arbejde skal foregå, da jeg ikke kan holde til at have amene over skulderhøjde ret længe. Og så må det ikke være for tungt arbejde eller for meget loftmontering, siger Tage Madsen.

Nu venter han på at få svar på, om han kan få erstatning for tort og svie.