Taget på fersk gerning: Polske mænd stjal tøj fra container

Endnu en gang er polske mænd blevet anholdt i færd med at tømme tøjcontainere for indhold. Politiet leder fortsat efter en trailer i Tønder-området.

Lidt efter klokken 03 natten til tirsdag blev to polske mænd anholdt ved Kvickly i Tønder. De to mænd var i færd med at tømme en container for tøj afleveret til genbrug. 

- En årvågen Tønder-borger undrede sig over den natlige aktivitet ved containerne og kontaktede os. Det gjorde, at vi faktisk kunne anholde de to polske mænd på fersk gerning, da de var i fuld gang med at tømme containeren, fortæller vagtchef Nikolaj Hølmkjær fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det er langt fra første gang, der bliver stjålet tøj fra de velkendte genbrugscontainere. Og det er da heller ikke første gang, Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt netop polske statsborgere i forbindelse med tyverierne, som virker organiserede.

I forbindelse med nattens anholdelser leder politiet efter en lukket trailer, som er set i forbindelse med de polske mænds bil.

- Patruljen mødte den polske bil tidligere på natten, hvor der var en lukket trailer spændt efter. Den trailer må være placeret et sted i Tønder-området, og den vil vi meget gerne have et nærmere kig på, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Gentagne tyverier

De nødhjælpsorganisationer, der står for indsamling af genbrugstøj, er ofte plaget af tyverier fra de containere, der er stillet op rundt omkring, hvor folk kan aflevere deres brugte tøj.

Tidligere er polske mænd blevet anholdt i forbindelse med tyverier fra en tøjcontainer i Kliplev, og det samme har også fundet sted ved tøjcontainere ved Esbjerg Storcenter.

Frelsens Hær og Røde Kors har tidligere anslået, at de mister over to millioner kroner hvert år på indtjeningen på det stjålne tøj.