Tal siger ikke alt, når det gælder ældrepleje

Varde Kommune følte sig lidt hængt ud, da fagforeningen FOA i påsken noterede, at den kommune bruger færrest penge på ældre.

FOA udsendt i påskedagene en statistik, der bygger på officielle tal for, hvor meget kommunerne bruger på hver borger over 80 år. Varde ligger i bunden med 136.715 kr. på pleje af ældre, som er over 80 år.

Esbjerg bruger flest penge på den gruppe borgere. Nemlig 219.877 kr. pr. borger. I midtergruppen ligger Haderslev Kommune med 173.582 kr.

Borgmester Erik Buhl gentog i TV SYD, at han ikke mener, at ældreplejen i Varde fejler noget.

- Vi har flere raske ældre. Levealderen er et år højere end gennemsnittet i landsdelen, sagde han til TV SYD.

Tallene taler ikke for sig selv

Sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen, Kolding, bakkede Varde-borgmesteren op.

- Tallene taler jo ikke for sig selv, sagde han i TV SYD. Forskellen kan ligger i, at Varde måske har færre plejehjem og mere hjemmehjælp end f.eks. Esbjerg.

- Man skal være forsigtig med at tolke beløbene. Man kan også måle på, om borgerne er tilfredse.

Og det er de i Varde. TV SYD besøgte tirsdag Inger Thorø Jensen i Tistrup, og hun finder det både trygt og sikkert at bo i kommunen.

Kjeld Møller Pedersen tilføjede, at de kommunale budgetter har været pressede i flere år. Og antallet af ældre vil stige mærkbart i fremtiden, og det presser kommunerne mere.

Han tror ikke, at udgifterne til ældreplejen vil stige lige så meget som antallet af ældre. Her spiller bl.a. velfærdsteknologi ind.

- Den kan være med til at mindske behovet for varme hænder, men ikke erstatte dem, sagde professoren.

TABEL: SÅ MEGET BRUGER KOMMUNERNE PÅ ÆLDRE BORGERE OVER 80 ÅR.

Esbjerg219.877
Horsens198.358
Sønderborg196.865
Fredericia191.836
Kolding187.167
Vejen187.079
Aabenraa185.651
Hedensted184.893
Billund173.487
Haderslev172.582
Vejle163.721
Tønder159.933
Fanø151.637
Varde136.715

Kilde: Tal fra Danmarks Statistik, kortlagt af FOA