Taler sig til tekst

I Fredericia er tastaturet skiftet ud med stemmen. Sagsbehandlere har i over et år bogført borgernes oplysninger på en helt ny måde.

Siden september 2010 har sagsbehandlere i Fredericia Kommune deltaget i et pilotprojekt, hvor borgernes oplysninger bliver indtalt på mikrofon og konverteres automatisk til tekst i et computersystem.

Teknologien kaldes talegenkendelse (TGK) og har været en stor succes i Fredericia Kommune.

- Vi har fundet ud af, at vi taler hurtigere, end vi skriver, siger projekleder Merete Juhler fra Fredericia Kommune og fortæller, at hvor det tidligere tog omkring 35 minutter at skrive et notat, tager det nu kun 5-7 minutter.

Flere fordele

Med den nye teknologi sparer Fredericia Kommune 15.000 kroner per medarbejder om året i tjent arbejdstid.

Det betyder, at kommunens sagsbehandlere kan tage sig af flere borgere hver dag. Men den nye teknologi har andre fordele:

- Flere af vores medarbejdere døjer med ledegigt i skuldre og arme. Når de indtaler noterne i stedet for at skrive dem, slider det ikke så meget, og det betyder, at de på sigt kan blive længere i deres job, siger Merete Juhler.

Oplæringen i den nye arbejdsmetode har været valgfri for kommunens medarbejdere. Selve træningen i at indtale teksten på den rette måde tager fire timer.

Sagsbehandlerne slipper dog ikke helt for tastaturet. De småfejl, der følger med systemet, skal rettes manuelt, inden det færdige dokument arkiveres.

Tale til tekst breder sig

De gode erfaringer fra systemet får nu flere kommuner til at indføre teknologien.
 
I Odense Kommune skal 1.425 sagsbehandlere fordelt over fem forvaltninger fra marts vende sig til at indtale på mikrofon.

Det betyder, at kommunen de næste tre år sparer cirka 78,2 millioner kroner ifølge Ritzau.
 
I alt 10 kommuner har indført eller er på vej med den nye teknologi. Udover Fredericia Kommune har også Aabenraa Kommune indført systemet.