Team Esbjerg er i DM-finale for 2. år i træk efter knusende sejr

Team Esbjergs håndboldkvinder er for andet år i træk klar til DM-finalen. Trods rødt kort til Estavana Polman blev Team Tvis Holstebro knust med 31-19.

Efter nederlag 27-32 på udebane for en uge siden, var sejren i Blue Water Dokken nok til, at Team Esbjerg går videre med samlet 58-51.

 

Lige inden  pausen fik Team Esbjergs hollandske Estavana Polman direkte rødt kort for at slå ud efter en modstander.

Camilla Herrem fra Team Tvis Holstebro blev udvist i to minutter for sin andel i episoden, mens Estavana Polman sparkede til en bande i frustration - og hun risikerer at skulle afsone karantæne i den første DM-finale.

- Vores forsvar, og at vi fik scoret på chancerne, var de to helt afgørende faktorer. Vi udraderede jo fuldstændig Team Tvis, sagde en lykkelig cheftræner, Lars Frederiksen, da adgangen til den anden DM-finale på to sæsoner var sikret. 

FC Midtjylland og Viborg HK mødes søndag for at afgøre, hvilket af de to hold Team Esbjerg skal møde i finalekampene 1. og 5. maj. Den afgørende finalekamp spilles i Blue Water Dokken Kristi Himmelfartsdag, torsdag den 5. maj kl. 17.10. 

Sidste år vandt FCM Håndbold over Team Esbjerg efter to tætte DM-finalekampe.

 

Esbjergs træner Lars Frederiksen fik motiveret spillerne til at gi' sig ekstra, da Polman blev udvist
Jublen var stor, da finalen var sikret