Team Esbjerg henter norsk europamester

Den norske landsholdsfløj Sanna Solberg skifter med virkning fra den nye sæson fra den norske mesterklub, Larvik HK, til Team Esbjerg på en toårig aftale.

Sanna Solberg, 26 år, har spillet 95 landskampe siden debuten i 2010. Hun er verdensmester med Norge i 2015, Europamester i 2014 og 2016 og olympisk bronzevinder i Rio i fjor.

- Jeg synes, Team Esbjerg er en spændende klub, der har gjort det godt i mange år. Samtidig har jeg lyst til at prøve noget nyt i en ny liga, hvor der er mange jævnbyrdige kampe mellem gode hold og stor konkurrence, så man må være fokuseret til hver eneste kamp. Jeg forventer at kunne udvikle mig yderligere i Team Esbjerg blandt andet ved at tage mere ansvar i forsvaret, og så er jeg hurtig i kontraspillet, siger Sanna Solberg i pressemeddelelse fra Team Esbjerg.

Hun kom i 2014 til Larvik efter syv sæsoner i Stabæk IF og har siden været en del af Norges mest succesfulde klubhold med deltagelse i Champions League. På landsholdsplan har hun allerede blikket rettet mod OL i Tokyo i 2020.