Team Esbjerg henter norsk stregtalent

Vilde Mortensen Ingstad har skrevet en toårig aftale med danmarksmestrene.

Det bliver den norske landsholdsstreg Vilde Mortensen Ingstad, der skal erstatte den danske landsholdsspiller Stine Bodholt i Team Esbjerg. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

21-årige Vilde Mortensen Ingstad skifter fra den norske ligaklub Oppsal IF til de danske mestre, og det er et skifte, som hun ser frem til.

- Jeg har længe tænkt på og haft lyst til at prøve noget nyt, og tidspunktet er godt. Jeg glæder mig til at spille i en klub, hvor jeg har indtryk af, at det hele fungerer. Et godt hold med seriøse spillere, siger Vilde Mortensen Ingstad i pressemeddelelsen.

Team Esbjers sportschef, Thomas Hylle, glæder sig over, klubben får en ung, ambitiøs spiller, der allerede har spillet 18 landskampe for Norge.

- Vilde er en alsidig og robust spiller, der er god i både forsvar og angreb, og med sin unge alder er værd at bygge på, siger Thomas Hylle.

Den 21-årige tovejsspiller har en norsk mor og en dansk far bosiddende i Oslo. Hun har derfor familie i Rejsby, Skærbæk og Varde.