Team Esbjerg holder førstepladsen

De københavnske spillere måtte rejse hjem med et nederlag i tasken. Team Esbjerg sørgede for sejr og holder dermed godt fast i førstepladsen i ligaen.

Topholdet var bagud med to mål i anden halvleg, men vandt alligevel med syv mål over København Håndbold.

Team Esbjerg var kortvarigt på hælene, men det endte med den forventede klare sejr, da holdet torsdag aften tog imod København Håndbold i Boxer Dameligaen i håndbold.

Slutcifrene blev 25-18 til Team Esbjerg efter en meget omskiftelig kamp.

København Håndbold var næsten ni minutter om at score holdets første mål i kampen, og Team Esbjerg kom foran 4-0.

Efter pausestillingen 12-9 til hjemmeholdet overtog det gæstende mandskab meget overraskende føringen i anden halvleg.

Med fire scoringer på stribe forvandlede København Håndbold stillingen fra 11-13 til 15-13, da der resterede 18 minutter af kampen. De fik dog ikke lov til at føre an særlig længe. Team Esbjerg scorede nemlig otte mål på stribe til føring 21-15, og selvom København Håndbold fik reduceret til 18-21, var topholdets sejr ikke i fare.

Team Esbjerg topper Boxer Dameligaen med 30 point for 17 kampe, fire point flere end FCM Håndbold på andenpladsen.