Team Esbjerg klar til guld-jagt

Lørdag aften løber spillerne fra Team Esbjerg på banen i Ikast til den første af de to hidtil vigtigste kampe i klubbens historie. De skal spille DM-finale mod FC Midtjylland.

- FC Midtjylland-spillerne har været i en finale flere gange, og favoritværdigheden ligger hos dem. Men selv om vores spillere ikke har prøvet det før, har de alligevel oplevet lidt af hvert i håndboldverdenen. Det er grundspillets vindere og de to bedste hold, der mødes, og jeg tror på to spændende og lige kampe, siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, på klubbens hjemmeside.

Ligesom i semifinalerne mod Viborg, som resulterede i to etmålssejre, tillægger han ikke hjemmebanen samme betydning som i europæiske kampe.

- De to finalehold minder på mange punkter om hinanden: De vil gerne løbe kontra, spillet bygges forholdsvis systematisk op, de spiller hovedsageligt 6-0-forsvar, og det er de to hold, der har ligaens stærkeste spillere på udskiftningsbænken. Forskellen er, at FC Midtjylland i Sabine Englert i målet og playmaker Nycke Groot har to verdensklassespillere, mens vi satser mere på kollektivet, lyder Lars Frederiksens analyse forud for aftenens kamp.

Cheftræneren har selv spillet otte DM-finaler med Kolding IF og vundet guldmedaljer fem gange, så han ved, hvordan spillerne har det op til to kampe, der er helt specielle i forhold til alt andet, man kan opleve på klub-niveau.

Kampen lørdag aften er første af to finalekampe. Anden finalekamp spilles på Team Esbjergs hjemmebane i Blue Water Dokken lørdag den 23. maj. Og det er en populær kamp at komme ind at se. Allerede nu er samtlige 2.500 siddepladser udsolgt.