TV der bevæger dig

Team Esbjerg kvaser FCM og vinder Super Cuppen

Arkiv.

Team Esbjergs håndboldkvinder vandt Super Cuppen efter sikker sejr over sidste års mesterhold FC Midtjylland.

Sæsonens første titel er uddelt i kvindehåndbold, og det blev Team Esbjerg, som løb med pokalen efter stensikker sejr i Super Cup-finalen mellem sidste års mester og pokalvinder.

Team Esbjerg vandt torsdag aften med hele 27-19 over sidste sæsons danske mestre fra FC Midtjylland, som generelt leverede en skidt indsats.

Team Esbjerg kom flyvende fra start i de første minutter af kampen og bragte sig foran 5-0 efter to mål af Tove Seest.

I den anden ende stod Team Esbjergs keeper Emily Stang Sando forrygende og holdt længe midtjyderne helt fra scoringer.

Der skulle gå over ti minutter, før FC Midtjylland fik scoret i kampen, da Pauline Bøgelund omsider fik reduceret til 1-5.

Esbjerg blev ved med at klø på og bragte sig straks foran 7-1 og lidt senere 11-4.

Ved pausen var esbjergenserne foran med hele 14-5 efter endnu en midtjysk scoringskrise.

Føringen var så stor, at der aldrig kom spænding i kampen. Team Esbjerg kom foran 19-12 og senere 21-13.

I slutningen af anden halvleg fik FCM reduceret en smule, men det endte med en fortjent sejr på otte mål til Team Esbjerg.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden