Team Esbjerg må nøjes med sølv

Team Esbjerg spiller 22-22 mod FCM Håndbold og må nøjes med sølvmedaljer. Resultatet betyder DM-guld til FCM Håndbold efter en samlet sejr over to kampe på 45-44.

Over 3300 veloplagte tilskuere var mødt op i Blue Water Dokken i Esbjerg for at følge den afgørende kamp om kvindernes DM-guld mellem Team Esbjerg og FCM Håndbold.

Den første finale, der blev spillet for en uge siden, endte med en smal FCM-sejr på 23-22, og intet var dermed givet forud for aftenens kamp.

Det var to meget tændte mandskaber, der åbnede kampen i højt tempo og med stor kampgejst. FCM kom bedst fra start, men Esbjerg spillede sig op gennem halvlegen og endte med at udligne til den samlede stilling, 33-33, med deres scoring til 11-10 lige før pausefløjtet.

Anden halvleg blev en ren gyser, hvor stemningen i hallen blot voksede i takt med spændingen i kampen. I begyndelsen af anden halvleg havde Esbjerg ellers fået lov til at snuse til DM-guldet, da holdet bragte sig foran med to mål ved stilingen 12-10 og 14-12.

Med et minut tilbage var FCM i front med et mål, 22-21, og selv om Esbjerg udlignede med fem sekunder tilbage på kampuret, så vandt FCM guldet på baggrund af et måls-sejren på hjemmebane.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.