Team TREFOR-rytter vandt i Aalborg

Team TREFOR-rytteren Patrick Clausen vandt gadeløbet i Aalborg på en sjask-våd aften, hvor mange ryttere styrtede.

Cykelholdet Team TREFOR Blue Water vandt aftenens gadeløb i Aalborg, da rytteren Patrick Clausen kom først over stregen. Det skriver cykelholdet i en pressemeddelelse.

Det var et løb, hvor regnen silede ned fra start. Det betød, at mange ryttere styrtede til højre og venstre på de glatte brosten i Aalborg centrum. I løbets afsluttende fase viste Team TREFOR sig dog stærkest, da Patrick Clausen smuttede af sted.

- Alle hold havde nogle mand med fremme, men vi var godt i overtal. Vi havde dog lidt problemer med at komme væk to sammen, men så prøvede jeg alene, og så holdt jeg, udtaler dagens vinder i pressemeddelelsen.