Fantastiske fællesskaber: Teater gav mig modet til at stå ved mig selv

Gennem teater fandt Sofia Borregaard Christiansen selvtilliden. Nu skal hun være med til at udvælge de nominerede til Fantastiske Fællesskaber.

Til daglig læser 26-årige Sofia Borregaard Christiansen e-design, men i sin fritid er hun frivillig skoleleder på Teaterskolen Dorothea, hvor de laver teateraktiviteter for børn og voksne. Her bruger hun cirka 25 timer om ugen.

quote

Jeg bliver stolt af mig selv, når jeg kan se, hvordan eleverne udvikler sig.

Sofia Borregaard Christiansen, Skoleleder af Teaterskolen Dorothea

Hun har lavet teater hele sit liv og stået både foran og bagved tæppet. Men det er særligt nu, hvor hun er blevet teaterleder, at teater har betydet allermest for Sofia Borregaard.

- Det at være teaterleder gør mig hamrende stolt. Jeg bliver stolt af mig selv, når jeg kan se, hvordan eleverne udvikler sig, og at jeg er med til at give dem rammer for det ved at være med til lave en god skole, siger Sofia Borregaard Christiansen.

I sin fritid er Sofia Borregaard Christiansen skoleleder på Teaterskolen Dorothea i Kolding.
I sin fritid er Sofia Borregaard Christiansen skoleleder på Teaterskolen Dorothea i Kolding.

På grund af sit engagement er Sofia Borregaard Christiansen en del af juryen, som skal udvælge de fem nominerede til Syd- og Sønderjyllands Fantastiske Fællesskab.

- Jeg kommer til at lægge vægt på, at det er et fællesskab, som har det fantastisk, men som også formår at tage et samfundsansvar, siger Sofia Borregaard Christiansen.

TV SYDS JURY BESTÅR AF:

  • Sofia Borregaard Christiansen, frivillig ildsjæl og leder af Teaterskolen Dorothea
  • Ryan Lindahl Christiansen, frivillig ildsjæl og spejder
  • Betina Bendix, direktør for TV SYD
  • Peter Giacomello, sekretariatschef hos Tuborgfondet

Præmien er på 100.000 kroner

quote

Man kan bruge konkurrencen til at styrke sit eget fællesskab, fordi man pludselig får et helt nyt formål at stå sammen om.

Sofia Borregaard Christiansen, Skoleleder af Teaterskolen Dorothea

Fantastiske Fællesskaber er et projekt, som hylder eksisterende fællesskaber - og forhåbentligt inspirerer til at skabe nye.

Det er et koncept, der er skabt i samarbejde mellem TV 2s regioner, Lokale og Anlægsfonden, Tuborgfondet og Made By Us. Præmien er 100.000 kroner til det mest Fantastiske Fællesskab.

- Jeg synes, man skal tilmelde sig konkurrencen, fordi man kan bruge den til at styrke sit eget fællesskab, fordi man pludselig får et helt nyt formål at stå sammen om, siger Sofia Borregaard Christiansen.

Klik her for at tilmelde dig fællesskab til konkurrencen frem til d. 18. september.