Teater kaster lys over tabubelagt lidelse

Fire teatergrupper fortolker søndag eftermiddag hver især hudsygdommen psoriasis ved et show på Fredericia Teater.

Showet er krydret med film og et fagligt indlæg om Danmarks "folkesygdom", psoriasis, der i dag tæller over 165.000 patienter.

Borgmester i Fredericia, Thomas Banke, styrer slagets gang.

Omkring 4000 får hvert år stillet diagnosen psoriasis. En kronisk hudlidelse, som kan medføre kløe, sår og gigt. Desværre ved danskerne alt for lidt om sygdommen, og det giver plads til mange fordomme og myter om sygdommen. Derfor gemmer mange patienter sig fra offentligheden, og det skal "Bag Masken" Roadshow være med til at gøre op med. Showet har lagt vejen forbi København og Ringsted - nu er turen kommet til Fredericia.

Scenekunst formidler viden

Overalt i Danmark har patienter, pårørende, politikere, læger og offentlighed behov for at vide mere om "folkesygdommen" psoriasis og de udfordringer, der negativt påvirker patienternes livskvalitet.

En undersøgelse viser underbyggende, at 34 pct. af alle psoriasispatienter føler, at deres frygt for, hvad andre mennesker tænker, er større end de fysiske gener ved sygdommen. Undersøgelsen hedder "Psoriasis Uncovered", og er den største danske undersøgelse af psoriasispatienters livsvilkår i mange år.

Gratis at deltage

Publikum bydes ligeledes på oplysningsfilm og et fagligt indlæg ved Knud Kragballe, der er dr.med. og har mange års erfaring som forskningsprofessor på psoriasisområdet. Han har modtaget adskillige priser for sin indsats og vil dele sin viden med publikum.

Arrangementet varer fra kl. 15.30-17.30 og er gratis at deltage i.