Teenagefest gik amok: Pludselig kørte gæster væk med faderens bil

En privat fest for en 15-årig pige løb løbsk i Vejle, hvor en eller flere ubudne gæster kørte væk med faderens Tesla.

Hvad der skulle have været en hyggelig og festlig aften for en 15-årig pige på Tidseltoft i Vejle blev lørdag aften pludselig noget mere spændende.

Festen løb nemlig hen på aftenen løbsk, og familien havde ikke længere helt styr på, hvem der var til festen, oplyser Sydøstjyllands Politi.  Og klokken 01.27 kørte faderens Tesla så væk.

- En eller flere ubudne gæster har simpelthen taget nøglerne til Teslaen og kører så væk i den. Vi må bare sige, at festen er gået lidt amok, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jesper Engelund til TV SYD.

Faderen kunne følge bilens færden via sin mobil, og Teslaen blev forladt ved Vejle C, hvor familien selv hentede bilen. Ifølge Sydøstjyllands Politi er der ikke sket noget med bilen.