Teglværk meldt til politiet

Regionsrådet i region Syddanmark har meldt Petersens Tegl i Broager til politiet for overtrædelse af loven om jordforurening.

Rådet mener, at teglværket har hældt forurenet jord ud i en lergrav ved Nybøl Nor, selv om virksomheden kun havde tilladelse til at køre ren jord ud i lergraven.

På et lukket møde har 32 medlemmer af regionsrådet besluttet at politianmelde virksomheden.

Regionsrådet kræver en fuldstændig oprydning. Det vil koste 5,4 millioner kroner at fjerne og rense jorden.

Medlem af regionsrådet, Willy Sahl (S) rejste sagen i regionsrådet.

- Vi er nødt til at sanktionere. Hvis vi ikke griber ind, kan det danne præcedens, siger han til JydskeVestkysten.

Virksomheden betegner sagen som en storm i et glas vand.