Telefonchikane gør par utrygge

Siden sidste sommer har et par fra Fole ved Gram været udsat for regelmæssig telefonchikane. De står magtesløse overfor chikanen.

Ursula Becker og hendes mand har siden sidste sommer modtaget opkald 2-4 gange om måneden af ukendte personer, der bare smækker røret på igen. Oftest ringer de sent om aftenen eller tidligt om morgenen. Og i enkelte tilfælde midt om natten.

-Det er rigtig ubehageligt. Vi ved jo ikke, om det for eksempel er indbrudstyve, der vil høre, om vi er hjemme, siger Ursula Becker til TV SYD

Kan intet gøre

Parret har nummerviser, men den er ikke meget bevendt, da personen eller personerne bag ringer med hemmeligt nummer. Parret har selv kontaktet deres teleselskab, SE, og her kan de godt se hvem der ringer, men det kan de ikke udlevere.

Heller ikke politiet kan hjælpe i sagen. De kan ikke få udleveret de numre, der bliver ringet fra af SE, da det vil kræve en dommerkendelse. Og en dommerkendelse kan politiet ikke få, da telefonchikane ikke vurderes, at være en slem nok forbrydelse.

-Det kan ikke passe, at vi skal ændre vores nummer. Vi er jo ofrene i den her sag, siger Ursula Becker.