Telt får græsset til at gro på stadion

Når tribunerne skygger for solens stråler, så gror græsset ikke på stadion. Det gør de nu noget ved i Haderslev.

Snart er Haderslevs Superligastadion fuldt udbygget med tribuner på alle fire sider. Det giver læ og mere komfortable forhold for tilskuerne til Sønderjyskes kampe - men det betyder også, at store områder af græsset ligger i skygge i mange timer af døgnet.

Det nedsætter væksten i græsset og gør det mere sårbart overfor fodboldspillernes støvleknopper og anden slitage.

quote

Det betyder, at vi kan skabe et jævnt og smuk græstæppe til glæde for både spillerne og tilskuerne.

Jacob Hansen, centerleder, Haderslev Idrætscenter

Det har et helt ny-udviklet væksttelt nu vendt op og ned på.

Vækstteltet er udviklet af det hollandske firma SeeGrow og får græsset til at gro ved hjælp af bl.a. varme, vand og ultraviolet lys. Teltets teknologi gør det også muligt at styre, om græsset skal gro opad eller nedad og dermed styrke rodlaget.

- Det betyder, at vi kan skabe et jævnt og smuk græstæppe til glæde for både spillerne og tilskuerne. Teltet bruger vi især i felterne foran målene, hvor slitagen og belastningerne er størst, siger centerleder Jacob Hansen, Haderslev Idrætscenter, til TV SYD. 

Vækstteltet løber op i en pris på omkring 280.000 kroner.