Terror-leder var demonstrant i Kolding

Allerede for flere år siden slog medlemmer af Nationalsozialistischer Untergrund NSU sine folder i det sydlige Jylland. I morgen begynder en retssag mod det eneste levende medlem.

Banden har et synderegister på ti drab. Ni af ofrene var indvandrere. Banden var ikke stor. Tilsyneladende havde den kun tre medlemmer, og kun en lever i dag. Det er den 38-årige Beate Zschäpe, der udover mord også er anklaget for at stå bag 15 bankrøverier, to bombeattentater og et brandattentat. Politiet mener, hun har spillet en leder-rolle i NSU.

Fejrede Rudolph Hess

Dagbladet Der Nordschleswiger i Aabenraa har tidligere beskrevet, hvordan medlemmer af NSU-banden har udført en del af deres lyssky gerninger i Danmark. De har haft møder med deres danske nynazistiske venner i Kolding.

Møderne fandt sted i 2005, da der var nazi-træf i anledning af årsdagen for Hitlers stedfortræder Rudolph Hess. Omkring 100 ny-nazister fra Tyskland, Danmark, Sverige og Norge var samlet ved den lejlighed, og blandt dem også medlemmer af NSU-banden.

De tre bande-medlemmer søgte ofte tilflugt på Fehmern, hvorfra de har smuglet våben til Danmark. I Sverige og i Danmark har de haft møder med den nazistiske organisation "Blod og Ære".

Danske ny-nazister er kendt for at se op til deres tyske sindsfæller. De har haft fælles-møder i danske forsamlingshuse ved grænsen. Møderne blev arrangeret, uden bestyrerne af forsamlingshusene vidste, hvad der skulle foregå.

Fæstning

Efterretningstjeneste i Slesvig-Holsten har længe ligget i sporet efter NSU-banden og har underrettet den danske efterretningstjeneste om ny-nazistisk virksomhed i Sønderjylland.

Den anklagede Beate Zschäpe har ikke været særlig meddelsom under politiets opklaringsarbejde. Sagen mod hende foregår i Over Landsretten, hvor sal nr. 101 ligner en fæstning. Der er ingen vinduer. Døren ind til retssalen er skjult bag høje træpaneler. 12 sikkerhedsfolk kontrollerer hvad og hvem, der vil inden for.