TV der bevæger dig

Thomas Eje trækker turister til Sydals

Thomas Eje byder gæsterne velkommen med champagne, som han selv sabler. Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

Hvordan får man folk fra Roskilde til Als? Det har Thomas Eje og hustruen Katherine Scrivens Eje fundet svaret på.

Det er snart 12 år siden, at de mødte hinanden i Las Vegas. En stormende forelskelse blev til et bryllup efter blot ti dage, og siden har de gjort alting sammen.

- Nogle gange siger det bare klik. Ikke et lille klik, men et kæmpe KLIIIIK, fortæller Thomas Eje om den lynhurtige forelskelse.

Helt så hurtigt er det ikke gået med at skabe kulturhuset i Skovby på det sydlige Als. Mere præcist har det taget ca. ti år at omdanne gården til et 700 kvm kulturhus komplet med scene i Las Vegas stil, et galleri fuld af parrets kunst, en klaverstue og ikke bare én bar – men to.

- Jeg er meget stolt, når jeg kigger på det hele nu, og vi næsten er færdige, siger Katherine Scrivens Eje om det, der til tider har virket som et evighedsprojekt.

Thomas Eje og hans kone Katherine Scrivens Eje. Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

Busrejser fra Roskilde

Sidste sommer begyndte ægteparret at afholde koncerter på stedet, og nu har de netop haft debut på næste fase i det store projekt:  Busrejser for selskaber, der ønsker en dag i selskab med ægteparret Eje og alt, hvad de kan byde på af lokal mad, egen kunst og Thomas Ejes spidskompetence; musikalsk komik.

- Siden jeg så Thomas Eje i fjernsynet for tre år siden, har jeg været fuldstændig betaget af ham, så jeg måtte simpelthen afsted, da jeg så en reklame for den her busrejse, siger Leise Grand, der sammen med 35 andre har taget turen fra Roskilde.

Efter en selfie med komikeren, et kig på konens kunst, lokalt smørrebrød og en drink i baren – skænket af Thomas Eje selv – så føler pensionisten fra Roskilde bestemt, at hun har fået en oplevelse.

- Og showet er slet ikke startet endnu, griner hun fra sin plads helt oppe foran scenen.

Leise Grand har været betaget af Thomas Eje, siden hun så ham første gang for tre år siden. Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App