Thorup: Vi skal have tre point i Aalborg

Esbjerg må undvære de karantæneramte profiler Hans Henrik Andreasen og Jonas Knudsen i lørdagens kamp mod AaB.

Esbjergs 2-1-sejr over AGF i klubbens forårspremiere mandag aften har givet bundholdet mod på mere.

De tre point var et perfekt afsæt til i de kommende 12 ligakampe at forsøge at sikre en ny sæson i Superligaen. Det skal gå ud over AaB i lørdagens superligakamp, mener Esbjerg-træner Jess Thorup.

- Vi kommer med en sejr i bagagen og har som udgangspunkt, at vi skal have tre point i Aalborg. I vores situation i bunden kan vi ikke tillade os andet.

- Når det er sagt, er vi helt bevidst om, at vi skal møde et stærkt hold, der gerne vil spille med i toppen, og kampens udvikling kan gøre, at vi må være tilfredse med et point, siger Thorup til klubbens hjemmeside.

Esbjerg må til AaB-kampen undvære de karantæneramte profiler Hans Henrik Andreasen og Jonas Knudsen, som begge markerede sig stærkt i sejren over AGF.

Den tidligere OB-spiller Hans Henrik Andreasen scorede et af målene i den kamp, som Thorup var godt tilfreds med.

- Især første halvleg, hvor vi spillede godt offensivt og samtidig stod godt defensivt, var jeg tilfreds med.

- Efter pausen indtrådte nogle af de mekanismer, man ser, når et hold kommer foran og skal holde et forspring.

- De perioder skal vi også være i stand til at tackle, og det glæder mig, at vi formåede at komme tilbage efter AGF?s udligning og også havde chancer til 3-1, siger Thorup.

Mikkel Agger, der har scoret fire mål i to reserveholdskampe, og Emil Lyng er nye i Esbjerg-truppen.

Esbjergs kamp mod AaB spilles lørdag klokken 17 på Nordjyske Arena.