Thulesen trækker tilslutning

Målt på både medlemmer og vælgere er det kun gået fremad for Dansk Folkeparti, siden Kristian Thulesen Dahl afløste Pia Kjærsgaard som formand i september 2012. Partiet får i øjeblikket mellem 50 og 100 nye indmeldelser om ugen.

Det skriver Politiken søndag.

I meningsmålingerne er partiet vokset fra 13 til næsten 18 procent, og de seneste medlemstal viser en stigning på cirka 13 procent til over 12.000 medlemmer.

En væsentlig årsag er netop den nye formand Kristian Thulesen Dahl, bosat i Thyregod og valgt i Sydjyllands Storkreds.

Det vurderer lektor ved Center for Valg og Partier på Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen over for Politiken.

- Dansk Folkeparti har foretaget et generationsskifte, der er forbilledligt. De er gået fra at have en så karismatisk leder som Pia Kjærsgaard, der også har trukket mange vælgere, til at have en helt anden type og samtidig både tiltrække vælgere og medlemmer. Det er imponerende, siger Karina Kosiara-Pedersen til Politiken.

Eksperter fremhæver ifølge Politiken, at Pia Kjærsgaard var en kontroversiel figur, der afholdt mange vælgere fra at stemme DF. Kristian Thulesen Dahl er langt mindre omstridt med et ry som 'pæn regnedreng'.

Kristian Thulesen Dahl glæder sig over medlemsfremgangen i det parti, han selv var med til at stifte i 1995.