Ti fartsyndere pr. time

Der er gevinst hver gang, når færdselspolitiet rykker ud. Under en kontrol i Vejen noterede politiet 82 fartsyndere i løbet af otte timer.

Fartkontrollen blev gennemført fredag mellem klokken 11.00 og 19.00 i stedvis tåget vejr på strækningerne Tøndervej, Haderslevvej og Esbjergmotorvejen.

To af forseelserne medførte en betinget frakendelse af førerretten.

Højeste hastighed blev målt på Esbjergmotorvejen. Bilisten, der blev målt til 167 km/t, kan nu se frem til en ny teori- og køreprøve samt en bøde på 2.500 kroner.

Foruden hastighedsforseelserne blev flere noteret for manglende brug af sikkerhedssele, fejl og mangler på køretøjerne. En enkelt blev noteret for spirituskørsel og en anden blev noteret for ikke at have kørekort.