TV der bevæger dig

Tidligere anbragte mødes på camp: Her føler vi os ikke anderledes

13 unge tidligere anbragte er i denne weekend på camp. Foto: Andreas Peter Als, TV SYD

13 tidligere anbragte unge er i denne weekend på camp. De unge oplever, at det er nemt at snakke med ligesindede.

De har alle en ting til fælles. De har været anbragt et sted uden for hjemmet og kender alt til svigt fra deres forældre.

- Den kærlighed, som alle andre børn får, den får vi ikke, fortæller Maria Benthin Jensen, der har været anbragt siden hun var seks år gammel. Hendes mor og far kunne ikke magte at være hendes forældre, derfor blev hun først anbragt i en plejefamilie som seksårig, og som 16-årig flyttede hun til en ny.

Sammen med en masse andre, er hun i denne weekend på camp for børn, der har været anbragt. De unge kommer fra kommunerne Haderslev, Tønder og Aabenraa. Her kan de mødes og snakke om det, de har tilfælles.

Det er nemmere at snakke med sådan nogle her om plejefamilie i forhold til andre, der ikke har prøvet det.

Maria Benthin Jensen, tidligere anbragt.

- Det er nemmere at snakke med sådan nogle her om plejefamilie i forhold til andre, der ikke har prøvet det, siger Maria Benthin Jensen.

- Der er mange plejebørn, der har været overladt til sig selv. De skulle være voksne som børn. Derfor er vi tit bagud, forklarer hun.

De unge på campen er alle mellem 18-29 år, men selvom de ikke længere er anbragt, så har de stadig behov for en camp som denne.

- Man holder jo ikke op med at være plejebarn, selvom man bliver voksen. Det sidder stadig i dem, og deres forældre bliver heller ikke bedre forældre af, at de er blevet voksne, siger Marianne List, projektleder i Projekt Netværk.

Læs også Én ud af tre anbragte børn får ikke en uddannelse: Lejr skal ændre på det

Campen er støttet af satspuljemidler med 3,7 millioner kroner. Men det er ikke sikkert, at der også er en camp igen næste år. 

- Det tør jeg slet ikke tænke på. Hvis vi slutter det her om et år, så svigter vi dem en gang til. Og det har oplevet så rigeligt, siger Marianne List.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden