Tidligere borgmester død

Tidligere borgmester Poul Køppen, Grindsted, er død efter længere tids sygdom, 74 år.

Socialdemokraten Poul Køppen var borgmester i Grindsted fra 1994 til 2002. Han kom allerede i byrådet i 1978, hvor han blandt andet gjorde en væsentlig indsats som socialudvalgsformand.

Et stort personligt stemmetal vidnede om, at han var en populær lokalpolitiker.

Poul Køppen havde en periode som menigt byrådsmedlem, da han efter valget i 2001 overlod borgmesterposten til Venstre.

Efter tiden i byrådet gjorde han sig gældende som formand for Ældrerådet, og han var også aktiv i det lokale kulturliv som frivillig i kulturhuset sammen med sin hustru, Bodil Køppen.