Tidligere F16-pilot: Det er som at brække et ben

Det er ikke første gang, at en F16-pilot har kastet sig ud af flyet med katapultsæde. Rene Steen Jensen gjorde det for 30 år siden, skriver DR SYD.

Da et F16-fly styrtede kontrolleret ned i Vesterhavet tirsdag optog det mange danskere. Det er dog ikke første gang en pilot har katapulteret sig ud af et F16-fly. For 30 år siden skød Rene Steen Jensen sig ud med katapultsæde under en øvelse, skriver DR SYD.

Det var den 1. april 1985, og Rene Steen Jensen var ude at flyve med en anden, hvor den anden pilot skulle fotografere Rene Steen Jensen – men flyene kom pludselig lidt for tæt på hinanden, og en del af højre vinge på Rene Steen Jensens fly blev rykket af.

- Når først flyet ikke kan flyve, så er det jo som at sidde i mursten, og så er det bare med at komme ud, siger Rene Steen Jensen til DR SYD.

Selve katapultaffyringen var intet problem, da piloterne er trænet i det, men det gjorde alligevel ondt på den tidligere F16-pilot.

- Det er jo som at brække et ben, det gør først ondt bagefter, fortæller Rene Steen Jensen.

- Jeg havde ondt i hvert eneste led og ja, man bliver trykket sammen, men er altså kun lidt kortere end ellers i nogle minutter eller timer. Med det samme man ligger ned, så retter det sig igen, siger han til DR SYD.