Tidligere klimaminister gæster klimaby

Hun udnævnte Kolding som klimaby. Nu er Connie Hedegaard vendt tilbage for at se, hvordan det går med projekterne i byen.

I formiddag lagde EU's klimakommisær og tidligere dansk klimaminister, Connie Hedegaard, vejen forbi den nye designbørnehave Sanseslottet. Det er et af de steder, hvor ambitionen om Kolding som en klimakommune kan opleves.

Børnehavens udformning og indretning er lavet til at stimulere børnenes sanser med spændende former og farver.

Connie Hedegaard var spændt på at se hendes eget projekt, eftersom det var hende der tilbage i 2008 udnævnte Kolding til klimakommune.

Efter besøget i børnehaven skulle hun videre til et nyrenoveret hus, der bød på flere kreative klimaløsninger.