Tidligere tysk vækker glæde

Dansk Industri i Sønderjylland har i årevis efterlyst bedre tysk-kundskaber blandt de unge. Med det nye skoleforlig er der chance for at ønsket går i opfyldelse. Eleverne har fra 2014 mulighed for at vælge tysk allerede fra 5. klasse frem for som nu i 7. klasse.

Hvis danske skolebørn ikke lærer tysk, så ansætter vi tyskere i stedet for danskere. Så klart har budskabet været fra syd- og sønderjyske erhvervsfolk.

- Børnene skal lære tysk fra femte eller sjette klasse. Det kan være med til at sikre danske arbejdspladser. Sådan sagde Dansk Industris daværende formand i Sønderjylland Mogens Therkelsen i marts måned.

- Tyskland er vores største eksportmarked - og skal vi kunne fastholde og eventuelt udvide markedet, er det afgørende, at vi kan tysk, understreger Mogens Therkelsen.

Nu er han forhenværende DI-formand - men glæder sig over, at tysk nu bliver et tilbud allerede fra 5. klasse:

- Det er dog ærgerligt, at det ikke bliver obligatorisk fag, siger Mogens Therkelsen.

Eleverne skal nemlig vælge mellem tysk og fransk - og de kan kun få undervisning i et af sprogene.

Se mere i TV SYD NYHEDER kl. 19,30