Vandforurening i Brørup: Tidligst torsdag kan indbyggere forvente rent drikkevand

Efter fund af coliforme bakterier i prøver skal vandledningerne renses, så borgere i Brørup skal fortsætte med at koge deres drikkevand.

Coliforme bakterier har siden lørdag forurenet drikkevandet i Brørup. Borgerne fik lørdag en sms fra Brørup Vandværk, hvor der stod, at drikkevandet skulle koges, inden man drak det.

Det skal Brørupborgerne i den sydlige bydel fortsætte med.

Driftsleder hos Brørup Vandværk, Arne Schmidt, fortæller, at drikkevandets resultater kommer senere på ugen.

- Vi kan først sige noget om drikkevandet, når ledningsnettet er blevet helt renset på torsdag, men i dag (tirsdag red.) har prøver vist, at vandet på vandværket er rent igen, siger han.

Det er altså ikke nok, at vandet er blevet renset på vandværket. Borgerne kan først åbne for hanerne og drikke vandet igen, når resultater fra ledningsnettet viser, om vandet er blevet renset for bakterierne.