Tidslinje: Legoland fylder 50 år

Torsdag den 7. juni fylder Legoland 50 år. Her er en tidslinje, der bringer dig tilbage til den spæde start.

Legoland åbnede i 1968; siden er parken vokset, og der er kommet flere parker til i udlandet. Herunder finder du en tidslinje om Legolands historie med video fra indvielsen i 1968 og fotos fra dengang.

1960’erne

20.000 besøgte årligt Legofabrikken i Billund, de var specielt interesserede i at se de mange Lego-modeller. Det gav idéen til at lave en udstilling et andet sted end på selve fabrikken. Det blev begyndelsen til Legoland, hvor Miniland var omdrejningspunktet.

Fra åbningen af Legoland i 1968.
Fra åbningen af Legoland i 1968.
Foto: LEGOLAND

1963

Gæsterne skulle have en uforglemmelig oplevelse, når de besøgte Legoland, attraktioner og modeller gjorde det ikke alene.

- Voksne og børn skal have en uforglemmelig dag i Legolandparken. De skal føle sig hensat til en anden verden, sådan beskrev Gotfred Kirk Christiansen, søn af Legos grundlægger og direktør i Lego fra 1958 til 1995, sine indledende tanker om Legoland i et brev til Arnold Boutrup.

Boutrup blev fra 1966 kreativ leder af opbygningen af Legoland. Han blev senere ansvarlig leder og administrerende direktør af parken frem til 1989. 

Miniland dengang i 1968.
Miniland dengang i 1968.
Foto: LEGOLAND

1968

Legoland i Billund slår portene op for første gang. I løbet af det første år har parken 625.000 besøgende. Forventningen var 300.000, og det blev anset for optimistisk.

Trafikskolen, Lego-toget og indianerlejren, som mange nok kender, var allerede fra åbningen en del af parken. 

Her er et videoklip fra indvielsen af Legoland.

 

1971

I de følgende år kom der flere udstillinger til Miniland, og de populære forlystelser Minibådene og Kålormen kom til.  

Trafikskolen i 1968.
Trafikskolen i 1968.
Foto: LEGOLAND

1977

Ved siden af Legoland ligger Esso Motor Hotel. Dette år bliver hotellet overtaget af Legoland, senere blev navnet ændret til Hotel Legoland. I dag er der hoteller med Legotemaer i alle Legoparker.

1981

Der bliver etableret en gangbro, så besøgende kan gå direkte fra Hotel Legoland til selve Legoland.

Oversigt over Legoland, som det så ud i 1968.
Oversigt over Legoland, som det så ud i 1968.
Foto: LEGOLAND

1996

Lego åbner det andet Legoland i Windsor, England. Sidenhen bliver der åbnet parker i Californien (USA, 1999), Günzburg (Tyskland, 2002), Winter Haven (USA, 2011), Johor Bahru (Malaysia, 2012), Dubai (Forenede Arabiske Emirater, 2016) og Nagoya (Japan, 2017).

2005

De fire Legolandparker i Danmark, England, USA og Tyskland bliver solgt til Merlin Entertainments, der driver andre forlystelsesparker verden over. Hermed ejer Lego ikke længere parkerne, men samarbejdet forsætter.

2013

Legoland overtager en campingplads og vandrehjem fra FDM Camping. Det bliver i dag kaldt for Legoland Holiday Village, ferielandsby, der i dag har hytter med temaer, som er inspirereret af Legouniverset.

Sådan så indgangen ud i 1968.
Sådan så indgangen ud i 1968.
Foto: LEGOLAND

2018 

Legoland i Billund kan fejre 50-års fødselsdag. I dag er der otte Legoparker over hele verden, der samlet har mere end 15 millioner gæster om året.

I forbindelse med 50-års fødselsdagen vil Legoland sammen med sine gæster forsøge at slå en verdensrekord i slutningen af juni måned og bygge verdens højeste Legotårn. 

Sådan ser indgangen ud i dag.
Sådan ser indgangen ud i dag.
Foto: LEGOLAND

2019

Legoland slår dørene op til et slotshotel, der er parkens hidtil største enkeltstående investering på 200 millioner kroner. Her kommer der til at være en masse ’legomagi’, som de selv beskriver det.

2020

Det niende Legoland åbner i New York, USA. Legoland vurderer, at der på sigt vil være mulighed for 20 parker over hele verden.