Til Tyskland efter dagligvarer

Det er i stigende grad dagligvarer, vi kører syd for grænsen efter. Og folk kommer længere og længere væk fra.

Det er ingen nyhed, at sønderjyder kører til grænsen for at handle. Men nu viser det sig, at forbrugerne kommer stadig mere og mere nord- og østfra.

Det skriver Jydske Vestkysten på baggrund af en undersøgelse fra Interresearch. Den viser at folk fra eksempelvis Kolding og Fyn i stigende grad kører syd for grænsen for at handle.

Undersøgelsen viser også, at det i mindre grad er øl og spiritus, men i højere grad brød, mælk og smør, folk kører efter.

- Det er fedtafgiften, der slår igennem, siger vicedirektør i De Samvirkende Købmænd Claus Børgelund Nielsen til avisen.