Tilbud fra præster: Bliv gift torsdag formiddag

I Haderslev er præsterne i domsognet misundelige på politikerne på rådhuset, fordi flere og flere foretrækker borgerlige vielser frem for kirken, når de skal have papir på hinanden.

Præsterne har skrevet en klumme, hvor de undrer sig over, at de kirkelige vielser i domsognet er halveret gennem de seneste år. I år er der planlagt ti bryllupper, skriver DR Syd.

Faldet i vielser er generelt for hele landet, og selvom nogle er flyttet til rådhuset, så er der også sket et fald i borgerlige vielser gennem de seneste år.

I Esbjerg kommune var der for eksempel i 2012, 200 kirkelige vielser og 288 borgerlige vielser. For seks år siden var der 30 procent flere kirkelige vielser og 20 procent flere borgerlige vielser i kommunen.

- To ting bekymrer os, det ene er om ægteskabet er i krise, altså om moderne mennesker tøver med at forpligte sig til et andet menneske, det andet er om folk vælger kirken fra, fordi de forbinder kirkebryllup med det helt store, siger Kim Eriksen, domprovst i Haderslev til DR Syd.

For præsterne vier lige så gerne folk torsdag formiddag i hverdagstøjet, hvor kun de nærmeste er med, siger han.

Det budskab er ved at vinde indpas i Esbjerg, hvor provst Kræn Christensen har viet et par, der kom alene og hvor kirkebemandingen så var vidner.

- Det er blevet sådan, at folk godt ved, at man kan bruge kirken også til en "lille" vielse, siger Kræn Christensen, provst i Skads Provsti ved Esbjerg til DR Syd.